fredag den 26. september 2014

Wegner - for eliten og for folket

Hans Jørgen Wegner er måske én af de bedst kendte danske møbeldesignere, men også én af de bredest favnende. Med en snedkeruddannelse fra 1931 og en efterfølgende studietid ved Kunsthåndværkerskolen i København, blev han den helstøbte blanding af kunstner og håndværker, der, måske særligt på daværende tidspunkt, gjorde en god møbeldesigner.
Wegner er ophavsmand til et utal af dansk møbelhistories klassikere, og har sågar været medvirkende til at sætte Danmark på verdenskortet med stolen PP503, i folkemunde kendt som "Den runde stol". I USA kaldes PP503 for "The Chair", hvilket på mange måder er sigende for filosofien bag Wegners design. I Wegners optik var der nemlig noget smukt i at barbere designet ned til det minimale og, måske i højere grad, det optimale. Mennesket behøver "bare een god stol", hvilket da også er blevet titlen på Designmuseum Danmarks store 100 års markering af Wegners fødsel.


Model PP503 fremstilles stadig i dag, og koster i omegnen af 26.000 kr., hvilket i de fleste husholdninger må regnes som en god sjat penge. Også andre klassikere som påfuglestolen, bamsestolen og gyngestolen PP124, ligger i et prisleje der er udenfor manges rækkevidde.
Men til trods for Wegners tydelige feinschmecker-appel, var han også en folkets mand. Han har blandt andet tegnet en serie for de danske Brugsforeninger, FDB (i dag COOP). FDB møblerne er for nylig blevet relanceret både hos COOP, men også af designerduoen HAY, som har opkøbt rettighederne til enkelte modeller.
FDB møblerne blev tegnet i den socialistiske prægede tidsånd der herskede op gennem det 19. århundrede, og med den almindelige arbejder i tankerne. Møblerne er smukke, men først og fremmest funktionelle møbler, der kan erhverves for rimelige penge. Til forskel fra de tidligere nævnte Wegner møbler, koster FDB møblerne nemlig kun cirka en tiendedel af hvad hans andre værker koster.



Her ses forbrugermagasinet Samvirkes bud på hvordan FDB-familiens genforening kunne se ud i en moderne kontekst


FDB møblerne er med tiden blevet ikoniske, og de færreste hjem kan sige sig fri fra at have ejet en tremmestol af den ene eller den anden art, henover de seneste 70 år. For mange af os var de en del af vores barndomshjem, og for endnu flere er de et eftertragtet loppefund, i tidløst design med retro undertoner.
Dog bør det nævnes at Wegner ikke var alene om at tegne til FDB, men at han også arbejdede tæt sammen med blandt andre Børge Mogensen. Også navne som Poul M. Volther og Ejvind A. Johansson har bidraget til den tilsyneladende udødelige samling.

Med andre ord kan man sige at Hans Jørgen Wegner 100 år efter sin fødsel, er mindst lige så aktuel som han var i sin karrieres højdepunkt. En funktionalistisk æstetiker der henvender sig til eliten, såvel som den brede befolkning, med et øje for design der er så typisk nordisk, at hele verden er faldet for det.









For mere information om produktionen af PP503 i dag, anbefales denne video.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar