Over de sidste par uger har alle på holdet arbejdet med bearbejdning og udsmykning af træstammer.
For overskuelighedens skyld har jeg delt forløbet ind i fire dele; designproces og idéudvikling, idéindsnævring og forløbsplanlægning, udførelse og teknikafprøvning samt selvevaluering og refleksion.
1) Designproces og Idéudvikling
Projektet blev sparket igang med en større fælles opgave. Opgaven bestod i at vi i grupper á 4-5 personer blev bedt om at udvikle en konstruktion, der skulle placeres på skolens matrikel. Konstruktionen kunne have en funktion eller blot være dekorativ, men det var et krav at samtlige ti birkestammer skulle indgå. Ligeledes var det et krav at stammerne skulle bevares hele, og at de skulle afbarkes.
Min egen gruppe og jeg kom på følgende forslag:
En konstruktion bestående af tre ens trekantsformationer hvilende på hinanden. Idéen var at konstruktionen skulle kunne bruges som udendørs klasserum, sidde-/hvilemøbel og socialt samlingspunkt. Udover trekantsformationerne skulle der også bygges et bord, der kunne fungere som lærerbord eller talerstol. Her kunne også tilføjes en grill- eller bålplads, for at understøtte funktionen som socialt samlingspunkt. Desuden skulle der betonstøbes plantekasser til krydderurter, hvilket ville opfordre yderligere til at studerende på Blaagaard kunne anvende konstruktionen udenfor undervisningstiden til for eksempel grillaftener eller lignende. Desuden ville urtebedene gå godt i spænd med de allerede eksisterende æbletræer.
Placeringen valgte vi ud fra det faktum at det allerede var et naturligt samlingspunkt for studerende på materiel design, men at der var en mangel på siddemøbler. Derudover er der sol på placeringen det meste af døgnet, og på den måde ville man kunne anvende konstruktionen helt fra tidligt forår til sent efterår.
Alle grupper præsenterede deres projektforslag, der blev givet respons og alle forslag blev taget op til revision i lærerteamet.
2) Idéindsnævring og forløbsplanlægning
Efter underviserne havde diskuteret gruppernes forslag, fremlagde de en projektplan der på mange måder var et sammenkog af de mange forskellige idéer. I modsætning til i den oprindelige idéfase, var der her taget hensyn til hvad der kunne lade sig gøre i praksis. Herunder måtte inddrages faktorer som lovgivning, tidsramme, læringsmål og andre praktiske overvejelser.
Den endelige beslutning landede på en konstruktion med vertikalt rejste stammer i en spiralformation, hvor afstanden mellem stammernes placering øgedes gradvist. Stammerne skulle udformes som blyanter, og dekoreres efter eget ønske.
Sisse og jeg lavede en skitse over stammen og indkorporerede et grafisk fiskeskælsmønster. De øverste buer i mønsteret skulle henlede tankerne på de buer der naturligt opstår på en spidset blyant.
3) Udførelse og teknikafprøvning
Vi startede med at afbarke stammen ved hjælp af en båndhøvl. Stammen blev tilspidset med kædesav, og rettet til med økse og båndhøvl. Derefter forkullede vi overfladen med en gasbrænder. Forkullingen gav en flot overflade, men fungerede også som en naturlig imprægnering, der gør stammen vejrbestandig og forhindrer råd og tæring. Udskæringen til mønster foregik med henholdsvis huljern og stemmejern. Da stammen var færdig blev der gravet et 70 cm dybt hul, stammen blev rejst og jorden omkring stampet godt til.
4) Selvevaluering og refleksion
Arbejdet med træstammer har for mig været både udfordrende og lærerigt. Jeg har tilegnet mig viden om teknikker jeg ikke havde megen kendskab til på forhånd. På mange måder egner lignende projekter sig også til elever i folkeskolen. Skulle jeg selv vælge at lave et lignende forløb, føler jeg dog at det vil være nødvendigt at eleverne i højere grad inddrages i den endelige beslutningstagen. Jeg er af den overbevisning at en høj grad af elevinvolvering vil øge følelsen af medbestemmelse og ejerskab i projektet, hvilket i sidste ende vil højne motivationen. En højnet, indefrakommende motivation hos eleverne vil skabe bedre arbejdsindsats og øget arbejdsglæde. Derudover er det værd at nævne, at det har været et fysisk krævende arbejde, og at det derfor egner sig bedst til større elever (eller klasser med stærke lærere).