Krematoriesløjd

Vi har netop gennemgået et kort kursus i arbejde med ben og horn eller "krematoriesløjd", som det med et lidet flatterende øgenavn også kaldes. Øgenavnet er ikke kommet helt tilfældigt til, for når man begynder at slibe og save i sit materiale, lugter det rent faktisk som en nyskoldet slagtekylling.
At arbejde med horn er hverken svært eller specielt farligt, men det kræver dog en vis portion tålmodighed og detaljeorientering, hvis resultatet skal blive godt.

Til en lille ske, som den på billedet, startede jeg med at skære en skive på et par centimeter af et stykke sort bøffelhorn. Herefter delte jeg hornet i to dele, så jeg nu havde to halvcirkler. Jeg skulle kun bruge den ene, så den anden gav jeg pænt videre til en trængende medstuderende. Den jeg nu stod tilbage med, sleb jeg ned til den ønskede tykkelse, hvorefter den fik et godt lag linolie og kom i en ovn i 3-5 minutter ved cirka 200°C. Det er vigtigt at holde et skarpt øje med sit emne, for hvis det bliver for varmt eller får for lang tid i ovnen, bliver hornet sprødt og skørt. Hvis det sker risikerer man at hornet flækker, når man arbejder videre med det.
Da hornet kom ud af ovnen, var det blevet helt blødt og klar til at blive rettet ud. Jeg lagde hornet i pres mellem to stykker træ, spændte det sammen med et par skruetvinger og lod det køle af i formen.
Mens hornet kølede helt af, tegnede jeg en silhouet af en ske på et stykke papir og klippede den ud. Et fint tip til at få sin ske symmetrisk er at folde papiret på midten (på langsiden). Det er som regel også et tip, der hitter i folkeren.
Da skeen skulle tegnes over på hornet, måtte jeg forsigtigt ridse silhouetten ind i hornet med en nål. Hvis ikke hornet er sort eller meget mørkt, kan en tuschpen fint bruges. Skeen skar jeg efterfølgende ud på en dekupørsav.

 

Herefter var det tid til at lave den presseform, der skulle give skeen sin endelige form. Jeg skar en rektangulær træklods over i to dele på langs, og gav snittet en svag s-bue. Herefter brugte jeg et huljern til at lave en lille hulning i den nedre del af formen, hvor skeens hoved skulle være. Så borede jeg et hul gennem den øvre klods, på samme placering som hulningen. Jeg spændte de to klodser stramt sammen, og hældte smeltet tin ned gennem det forborede hul i den øverste klods. Tinnet skabet således et nedadbuet pres oppefra, der passede perfekt i den hulning jeg havde lavet.
Da først presseformen var i hus, var det egentlig bare et spørgsmål om atter en gang at give skeen linolie og en tur i ovnen. Da hornet igen var blevet blødt, kom skeen i presseformen med et par skruetvinger, hvor den blev indtil den var kølet af.
Det sidste, og måske mest tålmodighedskrævende, skridt bestod i at slibe formen på skeen helt til og sørge for at overfladen var slebet helt fri for urenheder. Bagefter kan man polere med for eksempel Slipol og voks, så overfladen bliver helt glat og fin.

Derefter er det egentlig bare om at finde sin Belugakaviar frem fra gemmerne og gå om bord.